lørdag den 21. december 2013

Dejlige honningkager

Honningkager har altid været en af mine yndlingskager til jul - og ingen december måned uden et (eller flere) honninghjerter fra bageren. Det er først for få år siden, at jeg selv begyndte at prøve kræfter med at bage dem, men nu er de blevet en fast bestanddel af julebagningen, som især min søster og niece elsker at spise :)



Det er ikke en af de hurtigste opskrifter man kan kaste sig over til jul - den kræver lidt forberedelse og ikke mindst tålmodighed og knofedt - men det er det værd. I år er første år, jeg har fået den helt rigtige konsistens som i bagerens honninghjerter - ikke at konsisten ikke har været god de andre år, for det synes jeg faktisk den har - men der er bare et eller andet over dem i år, der er helt som bagerens - så det er jeg meget begejstret for :) Til gengæld holdt de ikke formen, da de bagte i år - det gør de ellers altid - men jeg var nok en smule rundhåndet med æggeblommerne og mistænker, at det har spillet en rolle - men skønt smager de og så gør det ikke så meget hvordan de ser ud.

Opskriften får du her :

425 g honning
425 g mel

Honningen smeltes og røres sammen med melet til du har en homogen masse. Opbevares i en lukket skål e.l. et ikke for varmt sted. Ideelt i 4 uger inden dejen skal bruges - min stod kun i 1 uge, da jeg ikke lige fik planlagt 4 uger ud i fremtiden, men det kommer sig ikke så nøje.

1 1/2 æggeblomme
8 g hjortetaksalt
2 spsk koldt vand
9 g potaske
1 brev honningkagekrydderi

Fordejen (som er stenhård) vendes ud i en stor skål. Bræk den i store stykker. I en lille skål blandes æggeblommer og hjortetaksalt sammen. I en anden skål opløses potasken i vandet. Begge dele hældes over fordejen. Nu begynder tålmodighedsarbejdet :) Med hænderne brækkes fordejen i mindre stykker og væsken arbejdes ind i dejen. Fortsæt indtil alle hårde klumper er væk og du når til en sammenhængende dej. Tilsæt krydderiblandingen og ælt indtil den er godt arbejdet ind i dejen. Rul dejen ud på et meldrysset bord - ca. 1 cm tykkelse - og brug kageforme til at udstikke honningkagerne. Bag dem ved 180 grader i ca. 10 min. - til de er gyldenbrune.

300 g chokolade
4 spsk smør

Når kagerne er kølet af kommes glasuren på. Jeg smelter halvdelen af chokoladen sammen med en smule smør over vandbad - når chokoladen er smeltet, tager jeg den af varmen og tilsætter resten af chokoladen og rør godt rundt indtil al chokoladen er smeltet. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar