fredag den 14. marts 2014

Mit Ternede Blå Tæppe - Tunesisk Hækling

Vi er nu så småt ved at have pakket hele vores lejlighed ned, de to flyttekasser er sendt afsted mod Afrika (og dukker forhåbentligt op i Namibia om 2 - 3 måneder :) ), og jeg har kæmpet mig igennem alt vores habengut. Det er alligevel utroligt, hvor mange ting man kan opbevare i en et-værelses lejlighed - især i betragtning af, at vi for 2 år siden havde gang i en lignende 'ryd op og smid ud' mission, da vi flyttede fra Sydafrika - jeg rejste hjem med 1 kuffert og det var sådan set det. Men meget kan jo ændre sig på to år - og at bo tæt på en IKEA gør det jo ikke bedre:) Men det var nu slet ikke det, jeg ville sige med dette blogindlæg - men derimod, at jeg, som led i min forårsrengøring, faldt over dette tæppe, som jeg hæklede sidste år. (Gratis mønster længere nede).

Det var et af de første tæpper, jeg kastede mig over, da jeg lærte at hækle - og første gang jeg prøvede kræfter med tunesisk hækling. Det er ikke særlig stort - jeg vidste ikke så meget om garn og hvor meget jeg skulle bruge til et tæppe - men det passer nu fint til sofaen. Der er 25 firkanter i alt og jeg hæklede dem på fem rækker - så var der kun de fire rækker, der skulle hækles sammen bagefter og ikke alle 25 firkanter. Jeg slog 26 masker op og hæklede 19 rækker med hver farve - og fortsatte med 5 farver i hver række af firkanter. De fem lange rækker hæklede jeg sammen med luftmasker. Jeg var meget i tvivl om kanten, men da jeg var løbet tør for garn i de tre farver, så valgte jeg en lysegrå til at hækle kanten med. Kanten er to rækker af halve stangmasker hele vejen rundt om tæppet.
Garnet er Red Heart Super Saver. Det hækles normalt på en 5 - 6 mm hæklepind, men her brugte jeg en 6,5 mm tunesisk hæklepind - det er en hæklepind, der enten er meget lang - eller i mit tilfælde - har en lang plastiksnor, der fortsætter som forlængelse af hæklepinden. Det gør det muligt at have alle masker på pinden på en gang.
Det er ikke meget, jeg har hæklet af tunesisk hækling, men jeg har planer om andre tæpper og andre design-ideer. Jeg er vild med hvordan det ser ud og den struktur det giver - og så har det også den sjove effekt, at bagsiden ligner 'almindeligt' strik på en prik (jeg beklager min manglende viden om det rette strik-udtryk!). På billedet herunder kan du tydeligt se forskel på for- og bagsiden.
Hvis du også har lyst til at hækle et lignende tæppe, så har jeg skrevet et gratis mønster om hvordan du gør. Du er meget velkommen til at skrive hvis du har nogle spørgsmål. 
Her finder du en pdf du kan downloade på engelsk, her mønstret på dansk - og her kan du finde mønstret på Ravelry. 




2 kommentarer:

  1. Kan se du skriver at der kommer en opskrift på dansk, hvor er det muligt at finde den?
    Og hvor store bliver hver firkant??
    Venlig hilsen
    Bente

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Bente, tak for din kommentar. Hver firkant måler 22 x 22 cm. Mønstret bliver udgivet fredag d. 15 juli.
      Bedste hilsener,
      Marie

      Slet