mandag den 24. februar 2014

Restprojekter, flytning og lidt om at slappe af...

Nu er der lidt under en måned til vi sætter kursen mod den sydlige halvkugle...eller dvs. det er ihvertfald planen. Flybilletterne er ikke bestilt endnu, vores flytning (der består af tre kasser, da alt andet var alt for dyrt at sende) er ikke på plads endnu...og jeg kunne blive ved...! Det skyldes nu kun det faktum, at vi venter på en dato for hvornår Colin skal forsvare sit speciale - men når den er fastsat, så kan de videre detaljer (såsom flybilletter) blive bestilt.




Når man er organisatorisk anlagt (diplomatisk måde at sige på, at man er lidt kontrolfreak, når det kommer kommer til organisere flytning m.v.), så er man nødt til at adoptere en rolig, afventende attitude overfor sådanne ting. Vi kommer afsted, når vi kommer afsted - sådan er det - men sådan en indstilling passer nu også perfekt i Namibia, så jeg kan ligeså godt begynde at øve mig. Og forhåbentlig er det lidt ligesom at cykle - man glemmer det aldrig - for jeg har dog trods alt lidt erfaring fra mine fem år i Sydafrika. En anden 'interessant' ting, der hører under kategorien 'tag en dyb indånding', er vores visa-situation - det kan man have meget sjov med, når man er et såkaldt 'internationalt par' - men det fortjener nu alligevel sit eget blogindlæg, da det er en længere smøre:)
Men som sagt er det nu planen, at vi inden marts befinder os under sydlige himmelstrøg. Derfor er jeg nu i gang med at gøre status over mit garn (...!!) og ikke mindst mine igangværende projekter. Så som det ser ud nu (og bliver ved med at se ud, da jeg har forbudt mig selv at starte på nye projekter), så har jeg to tæpper jeg skal blive færdig med - det ene er mit farverige tæppe af garnrester og det andet er et projekt, jeg har haft liggende i skabet i jeg-ved-ikke-hvor-lang-tid. Det sidste projekt, jeg skal hækle færdigt er mit sjal, som jeg startede på for nyligt.

Men nu vil jeg i første omgang sætte mig med en kop kaffe, mit yndlings-madblad fra Sydafrika på min tablet, og tage en dyb indånding og øve mig på ikke at stresse over, at jeg ikke kan ordne alting på en dag...vi skal nok nå det... :)


Hvis du har nogle spørgsmål til vores kommende flytning, Namibia eller noget helt tredie, så er du meget velkommen til at stille dem!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar