Vel ankommet til Namibia

Så langt, så godt. Vi er ankommet. Det gjorde vi faktisk for 2 uger siden, men den ene dag har taget den anden, internettet er ikke så stabilt som derhjemme, praktiske gøremål  (samt en lille påskeferie) har stået i højsædet - og så bruger man også bare en del energi på at finde sig til rette i nye omgivelser.

Vi landede en regnvåd lørdag morgen, en time tidligere end beregnet (tak Air Namibia - som desuden flyver direkte fra Frankfurt til Windhoek - skønt!). I et knastørt land som Nambia, hvor man nyder og begejstres over hver dråbe regn, der falder, så var det en lidt usædvanlig, men ikke desto mindre dejlig, oplevelse at blive budt velkommen af regndråber, da vi forlod flyet og gik hen ad asfalten på vej mod den lille lufthavnsbygning. Vi er i slutningen af regnsæsonen nu - al regn falder om sommeren hernede og den går på hæld nu, så det er ved at være de sidste dråber i denne omgang.  

Landskabet er dejligt grønt og frodigt nu pga. regntiden. Til vinter, når tørken sætter ind, kommer helt andre farver i spil.

Colin og jeg er et umage par. Som en der er vokset op i et land med 360 solskinsdage om året, på (hovedsageligt) bare tæer, i et tørt, varmt klima, så havde han det forståeligt nok svært  med den til tider lange danske vinter og ikke mindst mørket og manglen på sollys. Som en der er vokset op i Danmark (og i øvrigt elsker alle vores årstider (selv dage med heldagsregn!) - så føles det til tider som om solen og klimaet her er ude på at gøre det af med mig :) Det lyder måske åndssvagt - især da jeg har boet 5 år i Pretoria i Sydafrika - men der er klimaet dog lidt mere 'afdæmpet'. At komme direkte fra dansk vinter/begyndende forår til denne by i bjergene, 1600 meter over havets overflade, med en skræmmende lav luftfugtighed og foruroligende høj varme var lidt af et chok for min krop. Men det går frem ad - og bevæbnet med masser af vand og solcreme, ansigtscreme og læbepomade - altsammen faktor 40, forstås - så skal det nok gå. 

I morges var jeg på min første løbetur i umindelige tider - det var ikke kønt, det var ikke behageligt, men jeg nåede da frem og tilbage. Jeg bilder mig ind, at jeg stadig er lidt påvirket af højden, men jeg er i tvivl om, hvor lang tid jeg kan bruge den undskyldning...måske jeg burde google det!?! Et andet 'problem' her angåendende det at løbe er, at det er fuldstændig umuligt at finde et forholdsvist flat sted at løbe. Det er muligvis ikke et problem for dem, som er i god form og har løbet i lang tid, men den kategori tilhører jeg som bekendt ikke :) Da Windhoek er bygget i bjergene, går det op og ned hele tiden - og ikke bare små bakker, men den slags hvor små biler med små motorer nærmest skal tage tilløb for at gøre sig håb om at nå toppen - og er der mere end en person i bilen, er det nærmest en umulig opgave. Men i min iver efter at komme bare en lille smule i form, havde jeg udset mig en strækning på ca. 2,5 km til at starte med - sidst jeg løb, sagde mine knæ stop efter et par gange, så denne gang starter jeg langsomt og håber, at mine knæ kan følge med. Det så ud som en rimelig uskyldig strækning (den fladeste jeg kunne finde) - men den havde alligevel en pæn langsom stigning. Den trak tænder ud og jeg kunne mærke det i mine lægge. Da jeg efterfølgende overfor min svigermor nævnte bakken og hvor streng den havde været, spurgte hun om det virkelig gik op ad der? - jeg tror vi har fundamentalt forskellige ideer om hvad der udgør bakker -  det er nok sådan noget som kun en dansker kan forstå :)

Her er et meget fascinerende dyreliv - her er en stor natsværmer landet på bordet på terrassen

Jeg håber, at du nyder foråret i Danmark - det er sådan en dejlig tid.